BEMÆRK: Tidspunkterne for fødsel og død og regeringsperiode hos de tidlige konger og det tidlige Jellingedynasti er usikre, derfor kan rækkefølgen have været anderledes,
ligesom der kan være regenter, der mangler. På Internettet findes forskellige bud på de tidlige konger, som ikke alle er beskrevet her.
Hvis et tidspunkt er angivet med dato, måned og år, formodes denne tidsangivelse at være korrekt. Nogle steder overlapper regeringsperioderne hinanden,
formodentlig fordi de to regenter har delt regeringsmagten, eller tidsangivelserne er ukorrekte.
Interregnum er en periode som enten har været uden regent, eller en periode, hvor det ikke har været muligt at finde en regent i de eksisterende kilder.
Symboler:  = Født,
 = Død,
 = Regeringsperiode
DD = dags dato
Klik på en regents navn for at læse mere.
|
01-07-1534
04-04-1588
01-01-1559
- 04-04-1588
Ægtefælle(r):
Sophie af Mecklenburg
Hvilested: Roskilde Domkirke
Børn:
Christian 4., Konge af Danmark og Norge
- Elisabeth, Hertuginde af Braunschweig-Wolfenbüttel, Anna, Dronning af Skotland og England, Ulrik, Fyrstbiskop af Schwerin, Hans August, Augusta, Hertuginde af Slesvig-Holsten-Gottorp, Hedevig, Kurfyrstinde af Sachsen, Hans
Far: Christian III
Mor: Dorothea af Sachsen-Lauenburg
Frederik II, konge af Danmark og Norge fra 1559, søn af kong Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenburg, gift 1572 med Sophie af Mecklenburg; far til Christian 4. Frederik fik en grundig uddannelse hos bl.a. historikeren Hans Svaning, men han blev aldrig boglærd som sin far. Han var stærkt ordblind og kviede sig ved at skrive breve til andre end en snæver kreds af slægtninge og betroede. Livet igennem styrede han gennem mundtlige ordrer og diktater til sekretærer. Fra 1554 blev der oprettet et særligt hof for Frederik på Malmøhus, hvor han førte et muntert ungdomsliv. Under faderens hyppige sygdomsanfald blev han i stigende grad inddraget i statsstyrelsen. Et stærkt behov for fysisk udfoldelse blev opfyldt gennem bl.a. jagt.
Frederik 2.s første regeringsår var præget af et voksende modsætningsforhold til Sverige. Han søgte at løse krisen mellem de to lande ved at foreslå et forsoningsægteskab mellem broderen hertug Magnus (1540-83) og en svensk prinsesse. Tilbuddet blev ikke modtaget, og fra 1563-70 rasede Den Nordiske Syvårskrig, der kastede Frederik 2.s styre ud i rystelser, ikke mindst forårsaget af en omfattende låntagning til lejetropper. Krigen endte uafgjort med freden i Stettin i 1570, men den efterlod Danmark-Norge som dominerende magt i Østersøområdet.
Frederik 2.s regering efter 1570 var præget af bestræbelserne på at opretholde den danske magtposition i Østersøen og modarbejde en til tider stærkt følt trussel fra de katolske magter. Bartholomæusnatten i Frankrig i 1572 og formodede katolske kupplaner mod Danmark fik ham således til at bygge den stærke fæstning Kronborg. Samtidig moderniseredes den danske flåde, så den blev en af Europas største og mest avancerede. Konkret modarbejdede Frederik 2. den katolskorienterede svenske konge, Johan 3., og hindrede Polens forsøg på dels at skabe en egen flåde, dels at erobre Danzig (1577).
I en stort anlagt prestigepolitik betonedes efter Syvårskrigen kongemagtens og det danske riges status. Bestræbelserne havde også et bevidst kulturpolitisk sigte, som ikke mindst Frederik 2.s generøse støtte til Tycho Brahes projekter viste. I sine sidste leveår blev Frederik en af førerskikkelserne i den protestantiske verden. Hans forsøg på at bygge bro mellem lutheranere og reformerte og samle de protestantiske fyrster i en union til kamp mod den fremtrængende katolicisme førte imidlertid ikke til varige resultater.
Frederik 2.s indenrigspolitik blev i høj grad bestemt af sikkerhedspolitiske overvejelser mht. behovet for at øge kronens resurser. Lenene blev gennem reformer gjort mere indbringende, og ved talrige mageskifter med adelen blev kronens besiddelser koncentreret og gjort mere rentable. Efter Syvårskrigen konsolideredes internationalt den i 1567 indførte og meget givende "lastetold" i Øresund.
|
