BEMÆRK: Tidspunkterne for fødsel og død og regeringsperiode hos de tidlige konger og det tidlige Jellingedynasti er usikre, derfor kan rækkefølgen have været anderledes,
ligesom der kan være regenter, der mangler. På Internettet findes forskellige bud på de tidlige konger, som ikke alle er beskrevet her.
Hvis et tidspunkt er angivet med dato, måned og år, formodes denne tidsangivelse at være korrekt. Nogle steder overlapper regeringsperioderne hinanden,
formodentlig fordi de to regenter har delt regeringsmagten, eller tidsangivelserne er ukorrekte.
Interregnum er en periode som enten har været uden regent, eller en periode, hvor det ikke har været muligt at finde en regent i de eksisterende kilder.
Symboler:  = Født,
 = Død,
 = Regeringsperiode
DD = dags dato
Klik på en regents navn for at læse mere.
|
ca. 1055
10-07-1103
18-08-1095
- 10-07-1103
Ægtefælle(r):
Dronning Bodil
Hvilested: Pafos, Cypern
Børn:
Knud Lavard
- Bodil Eriksdatter, Harald Kesja, Ragnhild Benedikt, Erik Emune
Far: Svend Estridsen
Erik Ejegod var den fjerde af Svend Estridsens sønner, som blev konge i Danmark. Han blev valgt i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod var ved sin broder Knuds side, da denne blev dræbt i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid var han ifølge et skjaldekvad engageret i at bekæmpe venderne i Nordtyskland. Dette folkeslag var trængt af germanerne, der var i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slog sig derfor på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkedes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste.
Erik Ejegod genoptog de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen. I 1098 foretog han den lange rejse til Rom og videre til Bari for at møde pave Urban 2., der havde foranstaltet et kirkemøde i Bari i håb om at læge splittelsen mellem den vestlige kirke og østkirken. Kong Erik på sin side håbede at opnå tilladelse til at få sin bror Knud den Hellige kanoniseret, samt at få et nordisk ærkebispesæde oprettet i Lund. Af Knytlingasagaen og Abbed Nikolaus’ rejse ved vi, at Erik Ejegod på vejen grundlagde et herberg i Piacenza. Også i Lucca sørgede han for nordiske pilgrimmes velfærd.
I 1103 lykkedes det ham med pave Urbans velsignelse at oprette et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Ærkebiskop Asser, som Oluf havde udnævnt til biskop i Lund, blev nu Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirkede Erik at få sin bror Knud helgenkåret. (Assers brorsøn og efterfølger, ærkebiskop Eskil, fik imidlertid senere Knud Lavards navn slettet af Lund domkirkes ’dødebog’.)
Erik besluttede i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog var blevet tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejste med sit store følge over Novgorod i Rusland og besøgte kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård), hvor han formanede livgarden af danske væringer om ikke at henfalde til drukkenskab. Han nåede dog aldrig til Jerusalem, men døde på Cypern – vistnok ved Pafos, hvor han blev begravet. Hans gravsted er ukendt.
Hans dronning, Bodil Thrugotsdatter, fortsatte rejsen til Det hellige Land, hvor hun skal være død på Oliebjerget af sygdom. Erik Ejegod efterlod sig sønnerne Harald Kesja, Erik Emune og Knud Lavard. Førstnævnte havde styret riget under kongeparrets rejse til det hellige land, men han blev ikke valgt til konge efter sin far. I stedet valgtes endnu en af Sven Estridsens sønner som konge, nemlig Eriks bror Niels.
|
