BEMÆRK: Tidspunkterne for fødsel og død og regeringsperiode hos de tidlige konger og det tidlige Jellingedynasti er usikre, derfor kan rækkefølgen have været anderledes,
ligesom der kan være regenter, der mangler. På Internettet findes forskellige bud på de tidlige konger, som ikke alle er beskrevet her.
Hvis et tidspunkt er angivet med dato, måned og år, formodes denne tidsangivelse at være korrekt. Nogle steder overlapper regeringsperioderne hinanden,
formodentlig fordi de to regenter har delt regeringsmagten, eller tidsangivelserne er ukorrekte.
Interregnum er en periode som enten har været uden regent, eller en periode, hvor det ikke har været muligt at finde en regent i de eksisterende kilder.
Symboler:  = Født,
 = Død,
 = Regeringsperiode
DD = dags dato
Klik på en regents navn for at læse mere.
|
ca. 1320
24-10-1375
24-06-1340
- 24-10-1375
Ægtefælle(r):
Dronning Helvig
Børn:
Margrete 1.
- Christoffer, Margrethe, Ingeborg
Far: Christoffer 2.
Mor: Eufemia af Pommern
Valdemar Atterdag (Valdemar 4.), søn af Christoffer 2., var konge af Danmark 1340-1375. Han genforenede Danmark efter den kongeløse tid hvor landet var pantsat, primært til de holstenske grever Gerhard den Kullede og Johan den Milde. Den sorte død ramte landet under Valdemar Atterdags regeringstid. Med hustruen Helvig fik han seks børn, men kun ét, Margrete 1., overlevede ham.
Efter at faderen Christoffer 2. af Danmark blev drevet ud af landet i 1326, opholdt Valdemar sig ved det kejserlige hof i Sydtyskland og i Brandenburg hos sin svoger - der lærte han flydende plattysk -, hvor han fik en fyrstelig og moderne opdragelse.
Efter at Niels Ebbesen den 1. april 1340 myrdede grev Gert (Gerhard), "den kullede greve", blev der den 22. april 1340 i Spandau ved Berlin indgået et forlig med det indhold, at Valdemar skulle være konge, og at landet nord for Limfjorden skulle tilfalde ham. Resten af Nørrejylland fik han mod at betale 35.000 mark sølv. Endvidere aftaltes, at de tyske grever efterhånden skulle opgive besiddelserne Kalø, Horsens, Kolding og Ribe.
Da Helvig, datter af hertug Erik II af Slesvig, i 1340 ægtede Valdemar, medbragte hun i medgift en fjerdedel af Nørrejylland.
I 1357 udbrød der igen oprør blandt de jyske stormænd, bl.a. drost Claus Limbek, marsk Palle Jonsen Munk og de holstenske grever. I 1357 vandt Valdemar det afgørende slag ved Broberg på Fyn. Kampene afsluttedes først i 1360 ved fredsslutning på et danehof. Her blev også en håndfæstning ("Landefreden") vedtaget, som kongen måtte underskrive.
Nu rettede Valdemar interessen mod Skåne, der som selvstændig landsdel i 1332 kom i personalunion med Sverige og Norge under Magnus Smek, efter at skåningerne havde dræbt de tyske pantherrer foran Lunds Domkirke.
Kong Magnus trængtes af sin søn, Erik, som selv ville være konge, og både far og søn bad Valdemar om hjælp. Valdemar lovede generøst dem begge sin bistand.
Da Valdemar rykkede ind i Skåne, gav Magnus ordre til at overlade de skånske borge til de danske tropper, og i løbet af kort tid vajede Dannebrog, som Valdemar havde gjort til rigsbanner, over Skåne. Efter erobringen af Malmø og Helsingborg var Skåne – og især det indbringende sildemarked – atter en del af det gensamlede og genrejste danske rige.
Kongens største indtægter var afgifter fra sildemarkederne ved Falsterbo og Skanør. Hvert år i september stævnede omkring 100.000 købmænd fra hele Europa til Falsterbo. Tønderne med den gode sild fra Øresund blev vejet af kongens mænd, afgiften blev betalt, og tønderne blev rullet om bord i skibene.
Valdemar fortsatte sine erobringer med i 1361 at indtage hansestaden Visby og erobre hele Gotland, som forblev dansk til 1645. Krigstogtet på Gotland, som kulminerede ved Slaget ved Visby, var usædvanlig blodigt. Tusindvis af dårligt udrustede bønder blev fanget og nedslagtet uden for Visbys mure. Her blev de begravet i massegrave med en stor del af deres udstyr.
Visby, som var en af den tids mest velhavende byer, var især beboet af tyskere, der handlede i Rusland og tjente store penge. Men nu var det for meget for forbundet af nordtyske handelsbyer, Hansestæderne, og de erklærede krig. I Vordingborg modtog Valdemar 77 krigserklæringer fra Hanseforbundet, som bestod af byer i hele Europa.
Kongen satte den gyldne gås på Vordingborgs Gåsetårn og udtalte: "77 høns og 77 gæs betyder intet...". Men her mødte Valdemar for første gang sine overmænd. Efter nogle indledende sejre endte det med et stort nederlag, hvorunder Valdemars eneste søn, Christoffer, faldt.
I 1368 måtte Valdemar flygte fra Danmark, og i mere end et år opholdt han sig ved det tyske kejserhof. Mens han var der, aflagde Valdemar besøg hos begge paver[kilde mangler], både ham i Rom og ham i Avignon. Valdemar fik tilladelse til at rejse til den hellige grav i Jerusalem og lade sig slå til Ridder af Den Hellige Grav.
Den 24. maj 1370 måtte Danmark underskrive en ydmygende fredsaftale i Stralsund, hvor Hansestæderne fik Skåne i pant og fik kontrol over sildemarkedet i Skåne i 15 år. Endelig fik de retten til at godkende valget af Valdemars efterfølger. I 1371 vendte Valdemar hjem til Danmark.
Nu koncentrerede Valdemar sig om Slesvig, der var den sidste del af riget, der manglede. Slesvig blev ledet af den barnløse hertug Heinrich. Valdemar overtog flere store pantelen, bl.a. Als og Sundeved.
I 1375 døde Heinrich, og hans enke overlod Valdemar Tønderhus. Det lykkedes dog ikke Valdemar at føre Slesvig helt hjem til riget. Tilnavnet "Atterdag" menes at stamme fra plattysk, hvor "Ter Taghe" betyder "hvilke dage!". Svenske historikere gav ham også tilnavnet "Den Onde" for hans erobring af Gotland og påstået hårdhændede metoder, men danskerne husker især hans utrolige indsats for at samle det danske rige.
Valdemar Atterdag døde den 24. oktober 1375 på Gurre slot og blev begravet i klosterkirken i Sorø.
|
