BEMÆRK: Tidspunkterne for fødsel og død og regeringsperiode hos de tidlige konger og det tidlige Jellingedynasti er usikre, derfor kan rækkefølgen have været anderledes,
ligesom der kan være regenter, der mangler. På Internettet findes forskellige bud på de tidlige konger, som ikke alle er beskrevet her.
Hvis et tidspunkt er angivet med dato, måned og år, formodes denne tidsangivelse at være korrekt. Nogle steder overlapper regeringsperioderne hinanden,
formodentlig fordi de to regenter har delt regeringsmagten, eller tidsangivelserne er ukorrekte.
Interregnum er en periode som enten har været uden regent, eller en periode, hvor det ikke har været muligt at finde en regent i de eksisterende kilder.
Symboler:  = Født,
 = Død,
 = Regeringsperiode
DD = dags dato
Klik på en regents navn for at læse mere.
|
02-02-1455
20-02-1513
21-05-1481
- 20-02-1513
Ægtefælle(r):
Christine af Sachsen
Hvilested: Sankt Knuds Kirke (Odense)
Børn:
Christian 2., Konge af Danmark, Norge og Sverige
- Hans, Ernst, Jakob, Elisabeth, Kurfyrstinde af Brandenburg, Frans
Far: Christian I
Mor: Dorothea af Brandenburg
Hans var konge af Danmark fra 1481 til 1513, af Norge fra 1483 til 1513 og af Sverige fra 1497 til 1501 som Johan II.
Hans var gift med Christine af Sachsen, og sammen fik de fem eller seks børn. Da Hans blev konge, var han den første danskfødte prins i over 100 år til at blive konge af Danmark.
Skønt Hans’ far havde sørget for, at sønnen allerede som barn var blev udpeget til tronfølger på møder, der repræsenterede de tre nordiske riger, og tillige også var blevet udset til efterfølger i hertugdømmerne, så var det efter Christian 1.’s død i 1481 kun i Danmark, at Hans forholdsvis gnidningsfrit kunne overtage tronen.
I Norge lykkedes det først efter en del forhandlinger og stridigheder for Hans at blive anerkendt som konge i 1483, og samme år blev han også hyldet i hertugdømmerne, men i Sverige udviklede forhandlingerne om overdragelse af kongeværdigheden til Hans sig til et spil om, hvor meget eller lidt magt kongen skulle have, og først da svenskerne blev trætte af rigsforstanderen Sten Sture den ældre i 1497 så Hans en mulighed for at slå til, og efter at Hans’ styrker havde nedkæmpet den bevæbnede bondehær i Dalarne i september 1497, kunne Hans endelig blive kronet til svensk konge i november 1497, hvorved de tre riger igen var samlet under den samme krone.
Efter et nederlag til kong Hans’ styrker i Ditmarsken i 1499 opstod der snart efter igen uro i Sverige, og i august 1501 måtte Hans forlade Stockholm, og det lykkedes ham ikke i resten af sin regeringstid at få kontrol over Sverige igen.
|
