BEMÆRK: Tidspunkterne for fødsel og død og regeringsperiode hos de tidlige konger og det tidlige Jellingedynasti er usikre, derfor kan rækkefølgen have været anderledes,
ligesom der kan være regenter, der mangler. På Internettet findes forskellige bud på de tidlige konger, som ikke alle er beskrevet her.
Hvis et tidspunkt er angivet med dato, måned og år, formodes denne tidsangivelse at være korrekt. Nogle steder overlapper regeringsperioderne hinanden,
formodentlig fordi de to regenter har delt regeringsmagten, eller tidsangivelserne er ukorrekte.
Interregnum er en periode som enten har været uden regent, eller en periode, hvor det ikke har været muligt at finde en regent i de eksisterende kilder.
Symboler:  = Født,
 = Død,
 = Regeringsperiode
DD = dags dato
Klik på en regents navn for at læse mere.
|
1426
21-05-1481
01-09-1448
- 21-05-1481
Ægtefælle(r):
Dorothea af Brandenburg
Hvilested: Roskilde Domkirke
Børn:
Hans af Danmark
- Frederik I, Margrete af Danmark, Oluf af Danmark, Knud af Danmark
Far: Didrik den Lykkelige af Oldenburg
Mor: Hedevig af Holsten
Christian I, dansk, norsk og svensk konge. Christians morbror, hertug Adolf af Slesvig, havde udset ham til sin efterfølger. Men da Christoffer af Bayern i 1448 døde barnløs og efterlod en ledig dansk-norsk-svensk unionstrone, kontaktedes Adolf af en fløj af det danske rigsråd, og han anbefalede Christian. Ved at ægte Christoffers 18-årige enke, Dorothea, ville han kunne spare rigerne for udbetaling af den morgengave, hun ved ægteskabet med Christoffer var sikret gennem lensindtægter fra alle tre riger.
Før man nåede at foreslå Christian til det planlagte unionsvalg, sikrede Karl Knutsson Bonde sig svensk kongevalg i juni 1448 — ganske vist ved brud på unionsaftalerne. I september 1448 blev Christian valgt til dansk konge, og året efter tog det norske rigsråd ham til norsk konge. Et svensk-dansk kapløb om erobring af Gotland fra Erik 7. af Pommern faldt ud til dansk fordel. På et møde i Halmstad i maj 1450 anerkendte svenske og danske råder Karls svenske og Christian 1.s norske kongevalg og indgik fred mellem rigerne. Da kongen, der i oktober 1449 havde ægtet Dorothea, fordrede hendes svenske morgengave udlagt, brast forhandlingerne i 1451. Den følgende krig undergravede Karls magt, og da et svensk oprør fordrev ham i 1457, blev Christian 1. samme år valgt også til svensk konge.
Efter hertug Adolfs død 1459 valgte det slesvig-holstenske ridderskab i 1460 Christian 1. til hertug i Slesvig og greve i Holsten. Han måtte betale de schaumburgske grever og sine to brødre store beløb for at afstå deres arveret, hvilket spændte rigernes økonomi og øgede skattetrykket.
Netop øget skat i Sverige og indbyggernes utilfredshed hermed førte til Christian 1.s uoverlagte fængsling af den svenske ærkebisp Jöns Bengtsson Oxenstierna, hvis mægtige slægtsgruppe i 1457 havde fordrevet Karl Knutsson og nu i 1464 rejste oprør mod Christian 1. Frigivelsen af ærkebispen i 1465 førte imidlertid ikke Christian 1. tilbage til den svenske trone. Ved et kup året efter tog Thottslægten magten fra Oxenstiernerne. Men Christian 1.s utålmodighed førte 1467 til et fatalt brud med Thottslægten, hvis danske len og godser han inddrog, mens Thotterne indkaldte Karl Knutsson til svensk konge. Christian 1. søgte efter Karls død i 1470 at tilbageerobre Sverige, men led i 1471 nederlag på Brunkeberg ved Stockholm til Karls søstersøn Sten Sture d.æ. og en svensk bondehær. Sten Sture forblev svensk rigsforstander, og Thotterne sad stadig på vigtige svenske slotslen.
Christian 1. inddrog i 1468 lavadelen og de ufrie stænder i kampen mod Thotterne. Forholdet til dem bedredes dog i 1470’erne, men da højadelen i 1476 tilbød Christian 1. den svenske trone mod strengere unionsvilkår, rejste han modkrav og blev aldrig igen svensk konge.
I 1469 ægtede Christian 1.s datter Margrete den skotske konge Jakob 3.; de norske øer Orkney og Shetland måtte pantsættes for medgiften, der aldrig blev betalt. Tabet af de norske Atlanterhavsøer og kongens svage politik mod hanseaterne på Tyskebryggen i Bergen vakte bitterhed mod ham i Norge.
Hans jævnlige behov for hanseatisk blokade mod Sverige tvang ham i forhandlinger til også at imødekomme hanseatiske handelskrav på Danmark, hvorunder han dog også måtte tage hensyn til de danske købstæders privilegier og handelsønsker.
I 1474 foretog Christian 1. en rejse til Rom, og han opnåede pavens tilladelse til oprettelse af et universitet i København. Den tyske kejser forlenede ham med hertugdømmet Holsten, Stormarn og Ditmarsken.
Christian 1. var meget energisk og havde blik for de store linjer i politik. Pression var dog hans middel snarere end kompromis og indrømmelser. Hans voldsomhed og utålmodighed fik ham i de senere år til oftere og oftere at fejlbedømme sine muligheder.
|
