BEMÆRK: Tidspunkterne for fødsel og død og regeringsperiode hos de tidlige konger og det tidlige Jellingedynasti er usikre, derfor kan rækkefølgen have været anderledes,
ligesom der kan være regenter, der mangler. På Internettet findes forskellige bud på de tidlige konger, som ikke alle er beskrevet her.
Hvis et tidspunkt er angivet med dato, måned og år, formodes denne tidsangivelse at være korrekt. Nogle steder overlapper regeringsperioderne hinanden,
formodentlig fordi de to regenter har delt regeringsmagten, eller tidsangivelserne er ukorrekte.
Interregnum er en periode som enten har været uden regent, eller en periode, hvor det ikke har været muligt at finde en regent i de eksisterende kilder.
Symboler:  = Født,
 = Død,
 = Regeringsperiode
DD = dags dato
Klik på en regents navn for at læse mere.
|
1249
22-11-1286
1259
- 22-11-1286
Ægtefælle(r):
Agnes af Brandenburg
Hvilested: Viborg Domkirke
Børn:
Erik Menved
- Christoffer 2., Valdemar, Richiza, Margrete, Katarine, Elisabet
Far: Christoffer 1.
Mor: Margrete Sambiria
Erik Klipping, også kendt som Erik 5. eller Erik Glipping, var en dansk konge fra 1259 til 1286. Han var søn af kong Christoffer 1. og dronning Margrete Sambiria ("Sprænghest"). Han er mest kendt for at være myrdet af ukendte gerningsmænd i Finderup Lade i 1286. Han blev begravet i Viborg Domkirke.
Erik V blev hyldet som ganske lille. Da hans far Christoffer døde i 1259 (ifølge et rygte blev han myrdet af Abbed Arnfast fra Ryd Kloster), var Erik endnu ikke myndig og kunne ikke overtage tronen. Ved dom blev det bestemt, at hans mor, der var datter af Sambor 2. af Pommern, skulle regere landet på vegne af Erik, til han blev myndig. Hun måtte arbejde hårdt for at beholde sin søn på tronen, da hun blev modarbejdet fra mange sider. Landets ærkebiskop Jacob Erlandsen var fængslet af Christoffer 1., men kunne alligevel trække i trådene. Den tidligere konges søn Erik Abelsøn og hertug Valdemar af Sønderjylland gjorde krav på Sønderjylland og fik hjælp af holstenerne.
Fyrst Jaromar udnyttede situationen og samlede en hær af vendere. Sammen med hertug Erik Abelsøn af Slesvig (søn af kong Abel) invaderede de Sjælland. Enkedronning Margrete samlede en hær for at standse invasionen, men led nederlag under slaget ved Næstved i 1259. Det lykkedes venderne at trænge ind i København ved Jarmers Tårn. Herfra drog de videre til Skåne og Bornholm og fortsatte plyndringerne. Uheldigvis for Jaromar påkaldte han sig en kvindes vrede, fordi han have dræbt hendes mand, og hun dræbte ham. Herefter trak venderne sig tilbage til Rügen.
Efter invasionen troede hertug Valdemar, at kronen var svækket og begyndte et oprør. Margrete og Erik måtte samle endnu en hær og drage til Jylland, hvor de besejrede hertugen. Mens fredsforhandlingerne var i gang, samledes Valdemars allierede holstenere til angreb. Den 28. juli 1261 led enkedronningen og hendes søn et knusende nederlag ved Lohede og blev taget til fange. De blev holdt i fangenskab i Hamborg, men det lykkedes Margrete at sikre sig hjælp fra hertug Albrecht af Braunschweig, og hun vendte tilbage til Danmark. Erik blev sat fri i 1264, muligvis mod at ægte markgrev Johans datter Agnes af Brandenburg uden medgift. Han var nu blevet myndig og kunne regere landet på egen hånd. Men det var i mange år reelt enkedronningen, der styrede landet. Erik blev kronet, men den mægtige ærkebiskop Jakob Erlandsen, som nu var løsladt af Margrete, bandlyste de bisper, der havde deltaget i kroningen. I 1269 udskrev han Riber Ret, som omhandlede lovene i Ribe.
I 1273 hentede Erik sin Agnes hjem, og ikke længe efter fødtes deres første søn Erik, der senere arvede tronen under navnet Erik Menved (Erik 6.).
I 1272 døde hertug Erik af Jylland, og i 1274 blev Jakob Erlandsen dræbt på vej hjem fra Rom. Begge var magtfulde og havde modarbejdet kronen. Kong Erik fik formynderskabet over hertug Eriks børn og fik magt over hertugdømmet Jylland.
Efter kroningen blandede Erik sig i en strid i Sverige, hvor Valdemar Birgersson og Magnus Ladelås kæmpede om magten. Erik støttede først Magnus og siden Valdemar. I 1277 hærgede danske styrker langt ind i Sverige i krigen der blev kald 6000-marks krigen. For at finansiere kampene foretog Erik møntforringelse, der muligvis har givet ham hans tilnavn: han lod klippe noget af mønterne, så de blev kantede. Til sidst tvang Erik kirken til at låne sig penge.
I 1279 den 9. august blev Gråbrødre Kloster i Odense indviet. Grunden var skænket af Erik som ved samme lejlighed udvalgte sit gravsted foran alteret. Beslutningen blev truffet i flere af hans mænds nærværelse og stadfæstedes yderligere på det fynske landsting.
Erik blev upopulær hos stormændene, og i 1282 lykkedes det dem at tvinge ham til at love at afholde årlige møder – danehoffer – med dem.
Under en jagt d. 22. november 1286 (Sct. Cæcilienat) søgte kong Erik og hans følge ly i en lade ved Finderup. Her blev Erik myrdet af ukendte gerningsmænd med 56 stik. Efter sigende skal han have overnattet i en jagthytte i den nuværende landsby Grønbæk. Bygningen er blevet kendt under navnet Erik Glippings jagthus, navngivet efter kongen.
Motivet og mordernes identitet har været årsag til mange spekulationer. Ved danehoffet i Nyborg året efter (1287) blev der fældet dom over ni stormænd, hvoraf kun én blev beskyldt for at have dræbt kongen. De andre blev beskyldt for meddelagtighed. Alle som én erklærede de sig uskyldige. De ni stormænd var: Grev Jakob af Halland, Stig Andersen der var Eriks marsk og blev regnet som bagmanden, Ridder Peder Jakobsen, Ridder Peder Porse, Ridder Niels Hallandsfar, Ridder Niels Knudsen, Væbner Rane Jonsen, Væbner Aage Kakke og Væbner Arved Bengtsen, der blev beskyldt for at have ført kniven. De blev alle dømt fredløse og flygtede til Norge, hvor de ventede på en passende lejlighed til at vende tilbage.
|
