BEMÆRK: Tidspunkterne for fødsel og død og regeringsperiode hos de tidlige konger og det tidlige Jellingedynasti er usikre, derfor kan rækkefølgen have været anderledes,
ligesom der kan være regenter, der mangler. På Internettet findes forskellige bud på de tidlige konger, som ikke alle er beskrevet her.
Hvis et tidspunkt er angivet med dato, måned og år, formodes denne tidsangivelse at være korrekt. Nogle steder overlapper regeringsperioderne hinanden,
formodentlig fordi de to regenter har delt regeringsmagten, eller tidsangivelserne er ukorrekte.
Interregnum er en periode som enten har været uden regent, eller en periode, hvor det ikke har været muligt at finde en regent i de eksisterende kilder.
Symboler:  = Født,
 = Død,
 = Regeringsperiode
DD = dags dato
Klik på en regents navn for at læse mere.
|
ca. 1065
25-06-1134
1104
- 25-06-1134
Ægtefælle(r):
Margrete Fredkulla Ulvhild
Hvilested: Slesvig Domkirke
Børn:
Magnus den Stærke
- Inge Nielsen, Ingerd af Danmark
Far: Svend Estridsen
Kong Niels efterfulgte sin bror Erik Ejegod, der døde på Cypern under en pilgrimsrejse. I sit fravær udnævnte Erik frillesønnen Harald Kesja som sin stedfortræder, men da stormændene trådte sammen, valgte de i stedet den femte af Svend Estridsens sønner, den ca. 40-årige Niels.
I 1104 giftede Niels sig med Margrete, datter af kong Inge af Sverige. Hun var tidligere gift med Magnus Barfod af Norge. Tilnavnet Margrete Fredkulla fik hun, da hun var blevet gift med Magnus som en del af det forlig, der kom ud af trekongemødet ved Kongahella i 1101.
De første 25 år af Niels’ regeringstid var fredelige, og kongemagten og kirken ved ærkebiskop Asser fandt deres plads i forhold til hinanden. Niels indførte tiendebetaling til kirken. Som den første danske konge kaldte Niels sig "konge af Guds nåde". Niels indskrænkede også antallet af hirdmænd, der fungerede som hans livvagter. I stedet blev hirdmændene placeret rundt om i riget som en slags embedsmænd, der kunne opkræve bøder, lægge beslag på vrag samt inddrage arv, der tilfaldt kronen, hvis der ingen naturlig arving fandtes.
Erik Ejegods søn, Knud, blev opfostret hos den mægtige sjællandske Hvideslægt. Senere var han hos hertugen af Sachsen, Lothar, der 1125 blev konge af Tyskland. I 1115 udnævntes Knud til jarl over det sydlige område og fik den udenlandske titel hertug med hædersnavnet Lavard, herren (engelsk Lord). Knud Lavard var åbenbart populær hos slesvigerne, der i ca. 1120 valgte Knud til deres skytsherre.
Niels’ søn, Magnus den Stærke, begyndte i Knud at se en farlig konkurrent til kongemagten. I begyndelsen af januar 1131 blev Knud inviteret til et venskabeligt møde med Magnus i Haraldsted Skov uden for Ringsted. Den 7. januar, dagen efter Hellig tre konger, myrdede Magnus Knud Lavard. Dette mord blev indledningen til flere års borgerkrig mellem Niels og Magnus på den ene side og Erik Emune, Knud Lavards halvbroder, på den anden side. I 1134 ophævede pave Innocens 2. den danske kirkes selvstændighed og lagde den igen ind under Hamborg-Bremen. Dette fik ærkebiskop Asser til at slutte sig til Erik Emune, og det samme gjorde den mægtige Hvideslægt.
Den 4. juni 1134 kom det til et slag ved Fodevig i nærheden af Lund i Skåne mellem de to parter. Slaget endte med et totalt nederlag til Niels og Magnus. Magnus faldt og med ham fem bisper, der havde taget parti for kongen. Niels flygtede til Slesvig, hvor borgerne hævnede deres kære Knud Lavard ved at myrde Niels den 25. juni 1134. Han blev dermed den sidste af Svend Estridsens sønner på den danske trone.
|
