BEMÆRK: Tidspunkterne for fødsel og død og regeringsperiode hos de tidlige konger og det tidlige Jellingedynasti er usikre, derfor kan rækkefølgen have været anderledes,
ligesom der kan være regenter, der mangler. På Internettet findes forskellige bud på de tidlige konger, som ikke alle er beskrevet her.
Hvis et tidspunkt er angivet med dato, måned og år, formodes denne tidsangivelse at være korrekt. Nogle steder overlapper regeringsperioderne hinanden,
formodentlig fordi de to regenter har delt regeringsmagten, eller tidsangivelserne er ukorrekte.
Interregnum er en periode som enten har været uden regent, eller en periode, hvor det ikke har været muligt at finde en regent i de eksisterende kilder.
Symboler: = Født,
= Død,
= Regeringsperiode
DD = dags dato
Klik på en regents navn for at læse mere.
|
maj/juni 1170
28-03-1241
25-12-1202
- 28-03-1241
Ægtefælle(r):
Dronning Dagmar
- Berengária af Portugal
Hvilested: Sankt Bendts Kirke (Ringsted)
Børn:
Erik Plovpenning
- Niels Valdemarsen, Knud Valdemarsen, Valdemar den Unge, Abel, Sofia af Danmark, Christoffer 1.
Far: Valdemar den Store
Mor: Sophia af Minsk
Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under sønnerne Knud 6. og Valdemar Sejr. Først indtog Valdemar Sejr Holsten; siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg. Tilnavnet "Sejr" fik han, fordi han var en af de store erobrere i Danmarkshistorien, der sikrede sig store områder ved Østersøen som Pommern og Estland. Især den sidste erobring fik stor betydning, da det ifølge sagnet var her, Dannebrog faldt ned fra himlen. Danmark kom til at strække sig fra Elben og Vadehavet i vest til Gdansk i øst og grænsede mod syd op mod floden Netze i vore dages Polen. Tilnavnet "Sejr" erhvervede han dog først i 1500-tallet.
Ved sin barnløse brors død den 12. november 1202 blev Valdemar Danmarks konge og kronet juledag af ærkebiskop Anders Sunesen i Lunds Domkirke. I Holsten satte Valdemar sin søstersøn, Albert af Orlamünde, for styret. Samtidig godkendte han Otto 4. som tysk konge, og til gengæld afstod denne ham alle lande nord for Elben; af dem kom Lübeck og Ditmarsken til at stå umiddelbart under den danske krone.
Også i forholdet til sine nordlige naboer blandede Valdemar sig, men ikke med samme held: I 1204 gjorde han et togt til Norge for at støtte Erling Stenvæg mod kong Sverres parti, birkebeinerne. (Kong Sverre var død to år forinden, uden nogen endelig sejr over baglerne, og uden forsoning med kirken.) Valdemar kom sejlende ind i Viken med en stor flåde. Både Erling Stenvæg og hans jarl og senere efterfølger som baglerkonge, Filippus Simonsson, skal have aflagt lensed til den danske konge, og har dermed underkastet sig ham. Dette togt blev dog aldrig andet end en episode; det sidste af en række danske fremstød under de norske borgerkrige 1130-1240 for at genvinde den kontrol, den danske kongemagt en gang havde haft over området omkring Oslofjorden. Efter Valdemar Sejrs død forstummede danske kongers krav på Viken.
Nogle år senere søgte den fordrevne svenske konge, Sverker 2., med dansk hjælp at genvinde sit rige, men tabte slaget ved Lena i 1208, hvor mange danske stormænd faldt. Der vides dog intet om, at Valdemar selv skulle have sluttet forbund med Sverker. Denne faldt to år efter i slaget ved Gestilren.
|