Ford var uddannet advokat og var desuden i sin ungdom en kendt football-spiller. Under anden verdenskrig tjente han som officer i flåden.
 

Fra 1949 til sin tiltræden som vicepræsident i 1973 sad Ford som medlem af repræsentanternes hus (kongressen), hvor han var minoritetsleder i perioden 1965-1973. I 1963-1964 var han ligeledes medlem af Warren-kommissionen, der blev nedsat på grund af attentatet mod John F. Kennedy.
 

Udnævnelsen til vicepræsident fulgte efter Spiro Agnews tilbagetræden på grund af en skatteunddragelsessag. Gerald Ford blev som aspirant til vicepræsidentposten udsat for en hidtil uhørt grundig gennemgang af sine personlige forhold og sin fortid af forbundspolitiet FBI. Motivet herfor synes at være, at Richard Nixon bl.a. på grund af Watergate-undersøgelserne ikke havde råd til, at hans vicepræsident-kandidat skulle blive afvist og eventuelt skandaliseret. Ford var i øvrigt en god ven af Richard Nixon samt en politiker, der stod sig godt med begge kongressens kamre. Ford blev godkendt uden problemer, og blev indsat som vicepræsident den 6. december 1973.
 

Den 8. august 1974 syntes alle muligheder for, at Richard Nixon kunne undgå en rigsretssag på grund af Watergate-skandalen at være udtømte, og han valgte derfor – som den hidtil eneste amerikanske præsident – at træde tilbage i utide. Gerald Ford blev taget i ed som USA’s præsident af højesteretspræsident Warren Burger den 9. august 1974, hvorefter den nye præsident fulgte ekspræsident Richard M. Nixon ud til helikopteren bag plænen ved Det Hvide Hus.
 

I starten mødtes den nye præsident med velvilje hos det amerikanske folk, men da han snart efter benådede Richard Nixon, mødtes han med mistro.
 

Som præsident er Gerald Ford mest kendt for:

- En fuldstændig benådning af forgængeren Richard Nixon, omfattende hele dennes præsidentperiode (september 1974)

- Rømningen af Saigon i Vietnam (marts 1975) – se evt. Saigons fald.

- Redningsaktionen på det kaprede S.S. Mayaguez i Cambodia. Ved redningsaktionen frigives de 39 ombordværende, men 41 amerikanere dræbes og 50 såres (maj 1975)

- Udstedelsen af en præsidentiel ordre der forbød politiske attentater (executive order 11905/1976) samt

- Den uheldige udtalelse under tv-duellen med sin demokratiske modstander Jimmy Carter, at "der ikke var og ikke vil blive en sovjetisk dominans i Østeuropa".
 

Tiden var i øvrigt præget af høj inflation, energikrise og den kolde krig.
 

Under valgkampen i 1976 lå Ford i lange perioder langt efter Jimmy Carter og måtte i øvrigt igennem en opslidende kamp med Ronald Reagan om nomineringen som republikanernes præsidentkandidat. Med nomineringen i hus og som valgdagen nærmede sig, indsnævredes Carters forspring. Valgdagen huskes af mange som en af de længste i moderne amerikansk historie. Først næste dag forelå resultatet; Jimmy Carter var valgt til USA’s næste præsident.