|
AMERIKANSKE PRÆSIDENTER 1789 - 2018 |
| Forside | Tidslinje | Præsidenter | Forfatningen | Politisk system | Kongressen | Partierne | Statistik |
| Forfatningen |
|
USA's forfatning eller Constitution of the United States of America er den amerikanske grundlov. Det er
grundlag og udgangspunkt for al lovgivning og al myndighedsudøvelse på føderalt niveau i USA. Forfatningen
regulerer også forholdet mellem føderationen – dvs. centralregeringen – de enkelte delstater og borgerne i USA.
Forfatningen definerer tre grene af magtapparatet: en lovgivende forsamling med to kamre som er Repræsentanternes Hus og Senatet, som tilsammen danner Kongressen, en udøvende magt, som ledes af præsidenten og en dømmende magt, som ledes af højesteret. Forfatningen skitserer magtbeføjelserne og opgaverne for hver af de tre grene. Forfatningen henlægger en række opgaver til de amerikanske delstater, og skaber derved et føderalt regeringssystem. Den amerikanske forfatning blev vedtaget den 17. september 1787 af Forfatningskonventet i Philadelphia, og blev efterfølgende godkendt ved forfatningskonventer i hver af de amerikanske stater. I modsætning til f.eks. den danske grundlov er den amerikanske forfatning ikke blevet omskrevet siden vedtagelsen, men der er i stedet foretaget tilføjelser. De første 10 tilføjelser blev vedtaget blot fire år efter at forfatningen var vedtaget. De omtales som Bill of Rights. De definerer en række grundlæggende rettigheder, som borgerne har i forhold til staten. De forenede staters forfatning er den korteste og ældste skrevne forfatning, som fortsat er gældende i noget land i Verden. Forfatningen har en central placering i amerikansk lovgivning og politisk kultur. Det håndskrevne originaldokument, som blev nedskrevet af Jacob Shallus er udstillet i National Archives and Records Administration i Washington, D.C. Artikel 1: Den lovgivende magt Artiklen fastlægger valgmetoden og kvalifikationerne som medlemmer af hvert kammer skal opfylde. Medlemmer af Repræsentanternes hus skal være mindst 25 år, have været amerikanske statsborgere i mindst 7 år, og bo i den stat som de repræsenterer. Senatorer skal være mindst 30 år, have været statsborgere i 9 år og bo i den stat de repræsenterer. Sektion 1 i artikel 1 lyder: "Al lovgivningsmagt som tildeles her, skal placeres i en Kongres for De forenede Stater, som skal bestå af et Senat og et Repræsentanternes hus." Dette giver Kongressen mere end blot ansvar for at vedtage regler for dens eget virke og for afstraffelse af dets medlemmer. Den placerer regeringsmagten primært i Kongressen. Sektion 8 i artikel 1 opregner de lovgivningsmæssige rettigheder. De opremsede rettigheder og alle andre rettigheder gøres til den lovgivende magts eksklusive ansvarsområde: Kongressen skal have magt til at lave alle love, som er nødvendige og passende for at sikre udførelsen af de angivne beføjelser og alle andre magtbeføjelser, som denne forfatning tildeler den føderale regering eller noget ministerium eller enkeltperson herunder. Sektion 9 i artikel 1 indeholder en række specifikke begrænsninger af kongressens magtbeføjelser, og sektion 10 begrænser delstaternes rettigheder. USA's højesteret har fortolket handelsklausulen og nødvendig og passende klausulen i artikel et således, at kongressen kan gennemføre lovgivning, som hverken er direkte anført i listen over beføjelser eller direkte er nægtet i begrænsningerne af Kongressens beføjelser. I McCulloch v. Maryland (1819), faldt USA's højesteret tilbage på den præcise ordlyd af nødvendig og passende klausulen og fortolkede, at den skulle læses således at Kongressen havde "de førnævnte magtbeføjelser og alle andre beføjelser..." Artikel 2: Den udøvende magt Sektion 1 skaber præsidentembedet. Sektionen siger, at den udførende magt ligger ved præsidenten. Præsidentens embedsperiode er fire år, og vicepræsidenten har en tilsvarende embedsperiode. Denne sektion fastlagde oprindelig metoden for valg af præsident og vicepræsident, men denne metode er blevet ændret med den 12. tilføjelse. Kvalifikationer: Præsidenten skal være indfødt borger i De Forenede Stater, mindst 35 år gammel og have boet i De Forenede Stater i mindst 14 år. En forældet del af denne sektion siger, at i stedet for indfødt borger, er det tilstrækkeligt at være statsborger da forfatningen blev vedtaget. Årsagen til denne klausul var at tillade valg af Alexander Hamilton, som var født i Vestindien. Efterfølgelse: Sektion 1 angiver at vicepræsidenten efterfølger præsidenten, hvis præsidenten bliver fjernet, er ude af stand til at varetage sit embede, dør i embedsperioden eller træder tilbage. Den oprindelige tekst ("the same shall devolve") lod det være uklart om denne efterfølgelse var tænkt til at være som fungerende præsident indtil en anden var blevet valgt, eller permanent i resten af embedsperioden. Efter William Henry Harrisons død fortsatte John Tyler permanent i resten af perioden, denne praksis blev fulgt da senere præsidenter døde i embedet. I dag fastslår den 25. tilføjelse, at vicepræsidenten bliver præsident når præsidenten dør eller bliver ude af stand til at varetage sit embede. Betaling: Præsidenten modtager "kompensation" for at være præsident, og denne kompensation må hverken øges eller sænkes under præsidentens embedsperiode. Præsidenten må ikke modtage anden kompensation fra hverken De Forenede Stater eller nogen enkeltstat. Embedsed: Den sidste klausul fastlægger præsidenteden. Sektion 2 tildeler præsidenten betydelige magtbeføjelser: Præsidenten er den øverstkommanderende (Commander in Chief) for de væbnede styrker og delstaternes militser, når er indkaldt til føderal tjeneste. Præsidenten kan kræve stillingtagen fra de øverste embedsmænd i den føderale regering. Præsidenten kan tildele lettelser og benådninger, undtagen i sager om højforræderi (dvs. præsidenten kan ikke benåde sig selv for at undgå en højforræderianklage fra Kongressen). Sektion 2 bestemmer præsidentens ret til at udpege bestemte øvrighedspersoner: Præsidenten kan indgå traktater, med råd og billigelse fra senatet, forudsat to-tredjedele af de tilstedeværende senatorer godkender. Med råd og godkendelse fra senatet kan præsidenten udpege ambassadører, andre offentlige tjenere og konsuler, højesteretsdommere, og alle andre embedsmænd hvis udnævnelse ikke på anden vis er beskrevet i forfatningen. Kongressen kan tildele bemyndigelse til på egen hånd at udpege lavere embedsmænd til præsidenten, domstolene eller lederne af departementerne. Præsidenten han gennemføre enhver af disse udpegelser, når kongressen ikke er samlet. En sådan udpegning udløber ved afslutningen af kongressens næste session. Sektion 3 indleder med at beskrive præsidentens forhold til kongressen: Præsidenten rapporterer om Unionens tilstand (state of the union). Præsidenten kan indkalde det ene eller begge kongressens kamre. Når de to kamre ikke kan enes om hvornår en kongressamling skal afsluttes, kan præsidenten hjemsende dem indtil et tidspunkt i fremtiden. Sektion 3 tilføjer: Præsidenten modtager ambassadører. Præsidenten fører tilsyn med at lovene loyalt håndhæves. Præsidenten sørger for varetagelse af alle den føderale regerings funktioner. Sektion 4 fastlægger regler for fjernelse af præsidenten og andre føderale embedsmænd. Præsidenten fjernes, hvis han dømmes for forræderi, bestikkelse eller andre alvorlige forbrydelser eller forseelser. Artikel 3: Den dømmende magt Artikel tre beskriver det føderale domstolssystem (den dømmende magt), herunder USA's højesteret. Artiklen forlanger at der kun er en retsinstans ved navn højesteret (Supreme Court). Kongressen kan efter eget skøn etablere underordnede domstole, hvis kendelser kan prøves ved Højesteret. Artikel fastslår også retten til at blive dømt af nævninge i alle kriminalsager, definerer forbrydelsen forræderi, og pålægger Kongressen at sørge for straf herfor. Denne artikel definerer også hvilke sager, der kan forelægges en føderal domstol, hvilke sager der skal først skal forelægges Højesteret, og at alle andre sager, der føres ved højestreret er appelsager efter retningslinjer udformet af Kongressen. Artikel 4: Delstaternes beføjelser Artikel fire beskriver forholdet mellem staterne og føderationen og mellem staterne indbyrdes. F.eks. forlanges det, at stater yder "full faith and credit" (fuld tillid) til offentlige handlinger, arkiver og referater i andre stater. Kongressen har lov til at regulere hvorledes beviser på sådanne handlinger, arkiver og referater kan inddrages. "Privileges and immunities" klausulen forbyder staters regeringer at diskriminere borgere fra andre stater til fordel for egne indbyggere. Det fastlægger også hvorledes udlevering mellem stater skal foregå, og fastlægger den juridiske basis for bevægelsesfrihed og rejser mellem staterne. I dag bliver denne regel til tider anset for selvfølgelig, især af borgere, som bor nær staternes grænser, men i tiden før vedtagelsen af forfatningen var det ofte meget vanskeligt og kostbart at krydse grænserne. Artikel fire fastlægger også regler for etablering og optagelse af nye stater. Territorial klausulen giver Kongressen magt til at fastsætte regler for afhændelse af føderal ejendom og styre ikke-statslige områder af De forenede Stater. Endelig kræver sektion 4 i artikel fire at De forenede Stater garanterer hver stat en republikansk styreform samt at beskytte staterne mod invasion og vold. Artikel 5: Tilføjelser En tilføjelse kan ratificeres på tre måder:
Uanset hvordan en tilføjelse er blevet foreslået, kræver den endelige ratifikation at tre fjerdedele af staterne godkender den. Forfatningen har 27 tilføjelser. De første 10, som i fællesskab er kendt som United States Bill of Rights (de borgerlige rettigheder), blev ratificeret samtidig i 1791. De senere 17 blev ratificeret hver for sig i løbet af de følgende 200 år. Artikel 6: Føderale magtbeføjelser Artikel 6 fastlægger, at forfatningen, love og traktater som De Forenede Stater har indgået i overensstemmelse hermed er den overordnede lovgivning i landet og at "dommerne i alle stater skal være bundet heraf, uanset hvad der måtte fremgå af love eller forfatninger i en delstat" Den accepterer også statsgæld, som er optaget i overensstemmelse med den forrige forfatning, og kræver at alle føderale og statslige lovgivere, embedsmænd og dommere skal aflægge ed på at ville støtte forfatningen. Det betyder, at delstaternes forfatninger og lovgivning i øvrigt ikke må være i strid med den føderale forfatning, og at i tilfælde af konflikt skal dommere i delstaten følge de føderale love og forfatningen frem for delstaternes love. Artikel 6 fastsætter også at "ingen religiøs prøve skal nogensinde blive krævet som kvalifikation for beklædelse af embede eller post under De forenede Stater". Artikel 7: Ratifikation Artikel 7 fastlægger betingelserne for ratifikation af forfatningen. Forfatningen ville først træde i kraft når ni delstater havde ratificeret forfatningen på statslige konventer, som var indkaldt specielt til dette formål, og den ville kun gælde i de stater som ratificerede den. |
||||||