AMERIKANSKE PRÆSIDENTER 1789 - 2018 |
Forside | Tidslinje | Præsidenter | Forfatningen | Politisk system | Kongressen | Partierne | Statistik |
Præsidenter | Vælg præsident: |
Richard Nixon var en fremragende student og blev optaget på Harvard University, men familien havde ikke råd til at sende sønnen til Massachusetts. Nixon tog i stedet en universitetsuddannelse på det lille kvæker-universitet Whittier College i 1934 og blev i 1938 uddannet advokat fra Duke University i North Carolina. I 1940 blev han gift med Patricia Ryan, og han tjente i den amerikanske flåde som løjtnant under 2. verdenskrig. I 1968 blev Nixon valgt til præsident med et løfte om at stoppe Vietnamkrigen. Han slog den demokratiske kandidat Hubert H. Humphrey fra Minnesota. Nixons vicepræsident var den tidligere guvernør i Maryland, Spiro T. Agnew, der blev tvunget til at træde tilbage i 1973 på grund af en skatteunddragelsessag fra hans tid som guvernør. Den største succes under Richard Nixons præsidentskab var normaliseringen af forholdet til Kina. Et andet stort øjeblik var da amerikanske astronauter som de første landede på Månen i 1969. Blandt Nixons andre store udenrigspolitiske successer var aftalen med Sovjetunionen om nedrustning, kendt som SALT I, og underskrivelsen af ABM-traktaten, i begge tilfælde aftaler, som var udtænkt af Henry Kissinger. Nixon blev genvalgt i 1972 med en af de største marginer i amerikansk historie, da hans slog senator George McGovern fra South Dakota. Nixon fik 60,7 % af stemmerne, næsten 18 millioner flere end sin modkandidat og han vandt 49 ud af 50 stater, med Massachusetts som den eneste undtagelse. Nixon blev den første amerikanske præsident nogensinde, der måtte gå af før tid. Det skete som følge af Watergate-skandalen i 1974. Watergate drejede sig om aflytninger af det demokratiske partis hovedkontor, som havde til huse i Watergate-bygningen i Washington D.C. Richard Nixon valgte selv at trække sig tilbage, da han stod over for en rigsretssag, og han kunne heller ikke senere retsforfølges for sin eventuelle involvering, fordi hans efterfølger, præsident Gerald Ford, udstedte en meget kontroversiel amnesti. Historien om Watergate er blevet filmatiseret i filmen Alle Præsidentens Mænd med Robert Redford og Dustin Hoffman, og der er også lavet en film Nixon af instruktøren Oliver Stone. Richard Nixon døde den 22. april 1994 i New York City. Han blev 81 år gammel. Han er begravet på The Richard Nixon Presidential Library & Birthplace i Yorba Linda, Californien. |