AMERIKANSKE PRÆSIDENTER 1789 - 2018
Forside Tidslinje Præsidenter Forfatningen Politisk system Kongressen Partierne Statistik
Præsidenter Vælg præsident:  
Født: 14-10-1890 Denison, Texas
Forældre: David Jacob Eisenhower og Ida Stover Eisenhower
Hustru: Mamie Eisenhower (1916–1969)
Død: 28-03-1969 Washington D.C.
Periode: 20-01-1953 til 20-01-1961
Vicepræsident: Richard Nixon (1913–1994)
Ministre:
Udenrigsministre: John Foster Dulles 1953-59, Christian A. Herter, 1959-61
Finansministre: George M. Humphrey 1953-57, Robert B. Anderson 1957-61
Forsvarsministre: Charles E. Wilson 1953-57, Neil H. McElroy 1957-59, Thomas S. Gates Jr. 1959-61
Justitsministre: Herbert Brownell Jr. 1953-58, William P. Rogers 1958-61
Postminister: Arthur E. Summerfield 1953-61
Indenrigsministre: Douglas McKay 1953-56, Frederick A. Seaton, 1956-61
Landbrugsminister: Ezra Taft Benson 1953-61
Handelsministre: Sinclair Weeks 1953-58, Lewis L. Strauss 1958-59, Frederick H. Mueller 1959-61
Ministre for sundhed, uddannelse og velfærd: Oveta Culp Hobby 1953-55, Marion B. Folsom 1955-58, Arthur S. Flemming 1958-61
Arbejdsministre: Martin P. Durkin 1953, James P. Mitchell 1953-61
Parti: The Republican Party
Præsident nr: 34
Dwight D. Eisenhower
 
Eisenhower blev født i Texas som den tredje af syv børn. I 1915 bestod han eksamen ved USA’s militærakademi West Point, og året efter blev han gift med Mamie Geneva Doud i Denver i Colorado. De fik to børn.
 
Eisenhower var den første præsident, der tiltrådte den 20. januar, som datoen for tiltrædelse var blevet ændret til, og som i dag fortsat er den samme.
 
Under 1. verdenskrig gjorde han tjeneste i infanteriet og kampvognskorpset. Han blev beordret til fronten i Frankrig, men nåede den ikke før krigen sluttede.
 
Man fik øje på hans store administrative kompetence, og efter angrebet på Pearl Harbor i 1941 kom han som general til stabstjeneste i Washington. Allerede i 1942 blev han øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa og kom til at lede landgangen i Nordafrika, erobringen af Sicilien og det sydlige Italien i 1943.
 
Samme år blev han udnævnt som øverstbefalende over de allierede styrker i Europa og blev således ansvarlig for den enorme, militære operation, der blev iværksat med invasionen i Normandiet i juni 1944. Ved siden af sin administrative kompetence besad Eisenhower også et stort diplomatisk talent. Et talent, han i høj grad fik brug for i samarbejdet med de meget selvbevidste generaler i de allierede styrker, f.eks. den britiske Montgomery og den amerikanske pansergeneral George Patton.
 
Efter den sejrrige krigsafslutning i Europa i maj 1945 ledede han den amerikanske demobilisering. Han blev stabschef, og fra 1950 til 1952 var han øverstkommanderende for NATO.
 
I 1952 blev Eisenhower opstillet som præsidentkandidat af Det Republikanske Parti, og han blev i november valgt som præsident med stort flertal. Under valgkampen lovede han afslutning på Koreakrigen, og det lykkedes også at få våbenhvile i 1953. Samme år døde Stalin, og Eisenhower tilstræbte en normalisering af forholdet til Sovjetunionen. Den kolde krig var dog ikke sådan at få bugt med, og udenrigsministeren, John Foster Dulles, var uforsonlig i sit forhold til kommunisterne. Da russerne i 1957 opsendte Sputnik 1, gik oprustningen for alvor i gang igen. Eisenhower advarede dog også mod det militær-industrielle kompleks, og han arbejdede for at sikre kontrol med det.
 
Indenrigspolitisk havde højrefløjen hos Republikanerne håbet på en tilbagerulning af Roosevelts og Trumans sociale reformer, og heri støttedes de af Eisenhowers vicepræsident, Richard Nixon. Men Eisenhower holdt sig til en moderat linje. Under de racistiske optøjer i 1957 i Little Rock, Arkansas satte Eisenhower forbundstropper ind for at sikre de sorte amerikaneres rettigheder.
 
Eisenhower døde i 1969 på Walter Reed General Hospital i Washington.