Kære venner
Velkommen til denne lille side, som har sit udspring i en tur til Sorrento og Rom i februar 2014. Jeg var 12 dage i Sorrento ved Napoli-bugten og 5 dage i Rom, hvor Lisbeth tilstødte, for at føre os gennem en række gode spisesteder i den evige stad (og naturligvis også en række seværdigheder). Det blev til 5 dage i Rom, som absolut kræver slankekur efterfølgende, men som gav en række fantastiske madoplevelser. Med hjælp fra Helge Kamp og Anders Grøndahl, blev det en tur med få skuffelser og rigtig mange glæder. De to kendere havde dækket op, og det til meget rimelige priser. Jeg har forsøgt at gengive de bedste oplevelser på siden her, ikke mindst for vore egne hukommelsers skyld, men også for at I, kære venner, kan bruge den som guide til madoplevelser i Rom. Den romerske madetikette giver mulighed for at dele en forret eller en dessert, uden at tjeneren hæver øjenbrynene. Tværtimod bliver der ofte sat en ekstra tallerken på bordet, hvis man kun bestiller f.eks. én forret, og en enkelt dessert tilføjes ligeledes ofte en ekstra ske. Et italiensk måltid kan bestå af: Antipasto, f.eks. Charcuterie som kan være skiver af prosciutto crudo (parmaskinke), skiver af lufttørret svinefilet, forskellige slags spegepølse. Desuden kan man få alle slags grøntsager, marinerede og stegte, ost og varme, indbagte kødstuvninger og grøntsager. Ofte kan Bruschetta også fås som forret, en skive ristet brød med hakkede tomater, olie etc. Primi piatti er pastaafdelingen med alle slags pasta, som oftest Carbonara (med bacon, på italiensk: panchetta), Vongele (spaghetti med små muslinger), Lasagne, Penne, Ravioli osv. Pesce (fisk) og Secondi piatti (kødretter). Typisk er Risotto, lavet af de specielle risotto-ris med svampe eller alt godt fra havet. Saltimbocca, som er tynde skiver kalvekød med en skive prosciutto crudo (lufttørret skinke) med f.eks. svampesauce, citronsauce eller lignende, kalvekød med svampe eller tilberedt med citron, Abbacchio (lam) tilberedt på forskellige måder. Men udforsk selv spisekortene. Ofte serveres retterne stort set uden tilbehør, som bestilles ved siden af: Ensalata mixta (blandet salat), Patate arrosto (stegte kartofler) samt andre former for tilberedte grøntsager. Og så naturligvis på de fleste restauranter: Pizza i alle afskygninger. Dolce, som er desserten: Tiramisu, den kendte kage med mascarpone-creme og kaffe, chokoladekager i forskellige former, frisk frugt og is, frugt i vin eller likør og meget andet. Italienerne afslutter ofte med kaffe: en espresso, caffè latte eller cappuccino, og evt. en bitter (Amaro, Fernet Branca eller Ramazotti) til at fordøje maden med. En del restauranter serverer gratis et glas bitter efter maden. Men frem for alt: Se spisekortet igennem, de fleste restauranter har menuen på både italiensk og engelsk, vælg det, der ser spændende ud, og hvis det er en god restaurant, vil det altid være velsmagende. Spørg evt. tjeneren, hvad restauranten anbefaler (på italiensk: Che cosa ci raccomanda). Og det er jo altid spændende at smage noget nyt. Brug oversigtskortet til at se, hvor i Rom restauranterne ligger, og klik enten på kortet eller på restauranterne i listen til venstre, for at se detaljerne. Restauranterne har fået indtil kokkehuer efter vores vurdering. Buen appetito! Jørgen |