Italienske udsagnsord (Verbi italiani)
De forskellige bøjningsformer er angivet i skemaerne fra top til bund med 1.-3. person ental og 1.-3. person flertal. Et mindre antal refleksive udsagnsord er medtaget. Disse er mærket med *. Refleksive udsagnsord dannes på italiensk med navnemåde af verbet uden det sidste e og tilføjelse af si. Det bøjes med de personlige stedord: mi, ti, si, ci, vi, si, ligesom på dansk, hvor vi bruger mig, dig, sig... osv. Refleksive udsagnsord beskriver handlinger, som er rettet mod personen selv. Eks: Jeg glæder mig - hun gifter sig.
Forklaring på de forskellige former:
Indicativo: Indicativo kan oversættes med fremsættende måde og betegner en ligefrem og reel handling. Indicativo bruges som oftest i talesproget.
Congiuntivo: Congiuntivo er det samme som konjunktiv på dansk. Bruges især i ledsætninger, altså indordnet under et andet udsagn. Formen angiver, at den talende ikke umiddelbart står inde for det sagte som noget faktisk, og at det kun gælder fra en vis synsvinkel.
Condizionale: Condizionale er en bøjningsform, der kan udtrykke fremtid, ønske eller høflighed, men ikke vilje.
Imperativo: Imperativo svarer på dansk til bydemåde, altså en ordre, opfordring eller en 'anklagende' besked. Eks: Du er så doven! - Vent et øjeblik!
Participio: Paticipio svarer på dansk til tillægsform, tillægsmåde. Participier indgår bla. i sammensatte verbalformer, f.eks: hun har dræbt en løve / hun blev dræbt af en løve, eller bruges som tillægsord, f.eks: tavsheden var dræbende.
Gerundio: Gerundio lægger sig altid til sætningens grundled og svarer som regel til en dansk ledsætning. Formen er meget almindeligt brugt, også i talesprog.
Refleksive udsagnsord er mærket med *
  Infinitiv: at lytte (2)         Infinito: sentire
INDICATIVO
 
PRESENTE IMPERFETTO PASSATO REMOTO
io sento
tu senti
lui/lei sente
noi sentiamo
voi sentite
loro sentono
io sentivo
tu sentivi
lui/lei sentiva
noi sentivamo
voi sentivate
loro sentivano
io sentii
tu sentisti
lui/lei sentì
noi sentimmo
voi sentiste
loro sentirono
FUTURO SEMPLICE PASSATO PROSSIMO TRAPASSATO PROSSIMO
io sentirò
tu sentirai
lui/lei sentirà
noi sentiremo
voi sentirete
loro sentiranno
io ho sentito
tu hai sentito
lui/lei ha sentito
noi abbiamo sentito
voi avete sentito
loro hanno sentito
io avevo sentito
tu avevi sentito
lui/lei aveva sentito
noi avevamo sentito
voi avevate sentito
loro avevano sentito
TRAPASSATO REMOTO FUTURO ANTERIORE
io ebbi sentito
tu avesti sentito
lui/lei ebbe sentito
noi avemmo sentito
voi aveste sentito
loro ebbero sentito
io avrò sentito
tu avrai sentito
lui/lei avrà sentito
noi avremo sentito
voi avrete sentito
loro avranno sentito

 
CONGIUNTIVO
 
PRESENTE IMPERFETTO PASSATO
che io senta
che tu senta
che lui/lei senta
che noi sentiamo
che voi sentiate
che loro sentano
che io sentissi
che tu sentissi
che lui/lei sentisse
che noi sentissimo
che voi sentiste
che loro sentissero
che io abbia sentito
che tu abbia sentito
che lui/lei abbia sentito
che noi abbiamo sentito
che voi abbiate sentito
che loro abbiano sentito
TRAPASSATO
che io avessi sentito
che tu avessi sentito
che lui/lei avesse sentito
che noi avessimo sentito
che voi aveste sentito
che loro avessero sentito
 
CONDIZIONALE IMPERATIVO
 
PRESENTE PASSATO PRESENTE
io sentirei
tu sentiresti
lui/lei sentirebbe
noi sentiremmo
voi sentireste
loro sentirebbero
io avrei sentito
tu avresti sentito
lui/lei avrebbe sentito
noi avremmo sentito
voi avreste sentito
loro avrebbero sentito

senti
senta
sentiamo
sentite
sentano
 
ANDRE BØJNINGER
 
PARTICIPIO GERUNDIO
Presente: sentente, senziente
Passato: sentito
Presente: sentendo
Passato: avendo sentito